17 nov. 2021

Nyudlært svend bruger sine evner på toppen af Lighthouse

Light House2-min.jpg

Simon Buus har gennem mere end tre år været lærling hos Hustømrerne og for nyligt kunne han endelig kalde sig selv for svend, efter en veludført svendeprøve, der resulterede i en sølvmedalje og en ordentlig bunke ros til den unge tømrer.

Det lå ikke i kortene, at Simon Buus skulle blive tømrer. Uddannelsesvejledere i folkeskolen og gymnasiet havde nemlig været med til at skubbe Simon mod universitetet:

- Jeg har gået i gymnasiet og flyttede til Aarhus for at læse til bygningsingeniør. Selvom jeg har haft lidt svært ved at sidde stille i skolen, var det som om, at studievejlederne hele tiden skubbede mig, som de gør med andre unge, mod gymnasiet og universitetet. Men på studiet mødte jeg nogle tømrere, der fortalte meget godt om arbejdet og uddannelsen. Jeg kunne godt mærke, at jeg var blevet træt af at læse. Jeg ville prøve noget andet og tog til sidst skridtet og skiftede til tømreruddannelsen. Jeg startede herefter hos Hustømrerne som lærling, og det viste sig hurtigt at være den helt rigtige beslutning. Det var sjovt og spændende, og min læretid er bare gået helt vildt stærkt, fortæller Simon.

 

Simon fik en flot sølvmedalje til sin svendeprøve.

Vil skabe bedre forhold for lærlinge

Simon har foruden skole og lærlingetiden haft travlt som lærlingerepræsentant på erhvervsskolens uddannelsesudvalg, Hustømrerne og fagforeningen.

- Jeg har engageret mig meget i forskellige udvalg. For jeg har haft en god skole- og lærlingetid, men det har ikke været alle forundt. Jeg kunne jo høre fra mine skolekammerater, at der var nogle firmaer, hvor der var et skidt arbejdsmiljø, og sådan bør det bare ikke være, siger Simon og fortsætter:

- Der er ingen firmaer, som er perfekte, og der er da også ting, man kan forbedre hos Hustømrerne, men overordnet set bliver man behandlet godt, og man respekterer hinanden, og det er jeg virkelig glad for. Det er jo også derfor, at jeg har valgt at fortsætte hos dem. Der er et godt kammeratskab, en god tone og nogle spændende opgaver.

Men hvordan har din faglige udvikling været som lærling hos Hustømrerne?

- Jeg har som lærling arbejdet med at bygge tre forskellige børnehaver og været med på en større boligrenovering. Hertil har jeg hjulpet serviceafdelingen, der har nogle helt andre typer af opgaver. Det er sjovt, når ens lærlingetid bliver så varieret, og det betyder også, at jeg har lært rigtigt meget forskelligt. Jeg har dog altid været gladest på de helt store pladser især på grund af sammenholdet, siger Simon.

 

Op i højden

I dag, efter at være gået ind i svendenes rækker, arbejder Simon på Aarhus’ fremtidige vartegn: Det 142 meter høje Light House.

- Jeg har været på Light House i nogle uger, hvor jeg er i gang med at lukke væggene. Vi er 15-20 Hustømrere i mit sjak her på sagen. Så man er omgivet af gode kollegaer. Det er også spændende, fordi vi har en skærerobot, der skærer gipsplader til. Det går hurtigt, og den indstilles via en app som en af mine kollegaer styrer, så den altid har det rigtige sug, som hjælper til at minimere støvet. Samtidig slipper jeg for at rende frem og tilbage for selv at skære dem til. Arbejder glider simpelthen bare hurtigere og mere smertefrit. Det er sjovt at være med til en opgave, hvor der er nye teknologiske tiltag med, afslutter Simon.

 

"passion og godt håndværk er kendetegnende"

Se vores referencer her