12 nov. 2021
Renoveringssag båret af en god dialog, spændende opgaver og social ansvarlighed

Skovbærparken har gennemgået en fantastisk transformation. De trætte boligblokke har fået en tiltrængt kærlig hånd, og der hvor boligerne ikke har stået til at redde, har man opført flere fine rækkehuse, som er skræddersyet til den moderne børnefamilies behov.
Bag den omfattende tømrerentreprise står Hustømrerne, der har været en vigtig spiller i forhold til at løfte den gamle boligmasse ind i det 21’ århundrede.
- Det har været en omfattende opgave. Vi har monteret nye vinduer og døre i 210 boliger fordelt over 35 opgange og i de nybyggede rækkehuse (med 35 boliger). Hertil har vi været med til at lave nye facader på de gamle boligblokke, hvor vi også har lagt en ny tagkonstruktion. Nu er vi i gang med at sætte det sidste punktum i sagen, hvor vi blandt andet lægger gulve i rækkehusene, fortæller Brian Dall, der er afdelingsleder for Hustømrernes kontor i Kolding og Aabenraa. Han fortsætter:
- Sagen har været omfattende, men utroligt spændende især for folkene på pladsen. Man har jo fået mulighed for at prøve kræfter med næsten alle facetter af tømrerfaget. På en så stor og langvarig sag som denne, er det også vigtigt, at der er en god tone imellem alle parter. Og det her projekt har netop været kendetegnet af en god dialog mellem både bygherren Haderslev Boligselskab/Domea, A78 Arkitekter, rådgiver og ingeniør Rambøll samt hovedentreprenøren JORTON. Det er også en af grundende til at vi når i mål med så flot et resultat
Social bæredygtighed i højsædet
Foruden en god byggesag har Brian Dall også været glad for bygherrens store engagement i forhold til social bæredygtighed:
- Det er dejligt at arbejde sammen med en bygherre, der værdsætter og stiller krav om social bæredygtighed. Det ligger fint i tråd med vores egne holdninger og vi har haft flere lærlinge og folk ude på pladsen, der kommer fra området og har haft en broget fortid. Det, at de får lov til at bygge deres eget kvarter op fra bunden, skaber et helt utroligt engagement og vi har set nogle unge mennesker vokse enormt meget i forbindelse med projektet, afslutter Brian Dall.
Bygherre:
Domea og Haderslev Boligselskab
Bygherrerådgiver og Ingeniør:
Rambøll
Arkitekt:
A78
Hovedentreprenør:
JORTON
Entrepriseart:
Fagentreprise